søndag den 26. juli 2015

Trondheim #3

Efter en velfortjent lang frokost hvor vi nyder udsigten over Nidelven, slentrer vi ned gennem Bakklandet - ned til elven og går langs bredden. Det er som om hele Trondheim har fundet det lette sommertøj frem og i dagens anledning holder fri. Vi går over en af de mange broer og ind mod centrum. Jeg har fået den idé at jeg skal reklamere lidt for Norge på min kuffert. Det er min medfødte paranoia der melder sig: Jeg er helt sikker på at jeg aldrig vil kunne genkende den på bagagebåndet i Istanbul, for der er helt sikkert 2 millioner andre mennesker med den exakt samme kuffert som min. - Så vi går ind på turistbureauet og køber et kæmpe klistermærke med norske trolde. Og lander derefter hos Egon's for kolde is og drikke. Her sidder vi en times tid eller 2, inden vi tager os sammen, følger vejen lige ud og finder ned til fjorden, hvor man også har en pragtfuld udsigt. Skønt er det med sol på næsen og varmen i ansigtet. På fjorden er der en livlig trafik af store og små sejlere. Vi går langs molen og rundt. Finder en gennemfærdelsesåre og kommer forbi Rockheim, det nationale museum for norsk populærmusik. Vi kigger også på det nye byggeri ved fjorden, der viser sig at være en del af moderniseringen af centralstationen.
Aftenen tilbringer vi på en af de mange udendørsrestauranter langs elven. Sammen med alle Trondheims indbyggere. Det viser sig at være rigtig svært at finde et ledigt bord. Men vi ender et sted hvor man kan få fish and chips, og udsigten fejler heller ikke noget.
I morgen skal vi afsted relativt tidligt mod næste stop. Perlen ved Bosporus' porte: Istanbul.



torsdag den 23. juli 2015

Trondheim #2

Vågner op til en strålende varm solskinsdag, og naturligvis skal det faktum udnyttes fuldt ud. Vi er helt enige om, at picknick og promenade rundt i byen står på dagsordenen. Efter endnu en lækker morgenmad, over broen og op i Bakklandet, der med sine små hyggelige gader og smukke huse, skriger på at blive udforsket. Hvor er der bare smukt! (Har vist sagt det et antal gange nu - men Trondheim er virkelig meget smuk) - Vi finder en hyggelig café med udendørsservering til indtagelse af formiddagskaffe. Fortsætter videre til den gamle bro over Nidelven og går igennem Lykkens Portal. Lykkeligere kan man knapt blive :)
I modsat retning går vejen opad nærmest i det uendelige. Gennem et dejligt villakvarter og videre op til Kristiansten Fæstning med sine kanoner og fæstningsværk. Også her er der en fin udstilling om besættelsestidens Norge - specielt naturligvis rettet mod Trondheim. Ligeledes en fin udstilling om soldaterlivet i 1600 tallet (fæstningen er opført 1682-1684 efter ordre af danske kong Christian V). Den gamle kommandantbolig er omgjort til restaurant. Vi spiser nu ikke der, da vi som nævnt allerede har besluttet os for picknick ved elven. Derimod går vi rundt på fæstnings voldene, hvorfra man har en helt fantastisk udsigt over Trondheim til alle sider. Og i anledning af det strålende solskin, et fantastisk udsyn ud over fjorden.
Da sulten begynder at melde sig, klatrer vi ned igen i det dejlige Bakklandet, finder et supermarked og får købt lidt frisk brød, pølse, tomater, berlinere og lidt at drikke, og slår os ned på en ledig bænk ved elven for at indtage vores frokost, mens vi taler om hvad vi har set indtil nu, og hvad vi eventuelt kunne tænke os at se resten af denne vidunderlige dag i herlige Trondheim.



tirsdag den 21. juli 2015

Trondheim #1

Næsten præcis 24 timer efter afgang til Bodø, er vi tilbage på Trondheim station. Vi begiver os den korte vej hen til Hotel Radisson Blu, hvor vores bagage i al ensomhed har overnattet i et par dejlige værelser mens vi var på tur nordover. Efter et bad sætter vi os tilrette i den fine morgenmadssal med udsigt over Nidelven, og indtager et solidt måltid, inden vi begiver os ud i øsregnen for at opdage Trondheim. Øsregn er til indendørssysler, så vi vælger at se Nidarosdomen, kronjuvelerne og en virkelig spændende udstilling om besættelsen af Norge og frihedskampen på det Militærhistoriske Museum.


Vi kunne sikkert også have taget Ærkebispens gård med i købet, men efter al kultur var vi ligesom lidt mætte for dagen, og valgte i stedet at gå en dejlig tur gennem byen i silende regn. Turen gennem Dronningens Gate kan jeg varmt anbefale. Hvor er der bare hyggeligt!


Mennesketomme gader i en storby hører jo til sjældenhederne, men vi fik opklaret mysteriet på torvet hvor der ligger et stort shoppingcenter: Hele Trondheim med samt opland havde valgt at søge ind her og gå på udsalg, nu det alligevel regnede. Vi fandt en lille café og spiste en udmærket frokost dér. Og eftermiddagskaffen indtog på en af de mange hyggelige kaffebarer i centrum området. Tror nok den vi valgte hedder Dromedaren. 


Inden vi gik tilbage til hotellet for at få tørre sko på fødderne, gik vi lidt rundt i alle de fine gader i centrum og opdagede en masse fine parker, smukke huse og andet interessant der lige fangede vore øjne.


Og så nød vi da også lige udsigten fra hotellet en kort stund:


Inden vi fandt en propfuld restaurant og fik noget dejlig mad i selskabelige omgivelser.

Hvis du klikkede på dagens link kan du under dagens tekst se et fantastisk billede (når jeg selv skal sige det) af Nidaros i strålende sol. Men jeg må sige, at hvis du har vejen forbi Trondheim (og du vil gerne den vej - tro mig), så må du se Nidaros. Den er meget smuk - både indvendigt og udvendigt. Men kom tidligt - inden alle de andre turister får samme tanke :)

mandag den 20. juli 2015

Bodø

Hvert sving banen slår er endnu et møde med smuk natur. Høje bjerge. Dybe dale. Fossende elve. Op og ned går det. Vi bare nyder. Man sidder fantastisk godt og har et glimrende udsyn. Opad, opad - til Saltfjellet. Hvor gletsjeren Svartisen ligger - og Polarcirklen. Vi er i 1700 meters højde, og det trykker i ørene. Meeeen så smukt! Et bart og træløst område. Helt fladt. Med sne og is og fossende smeltevand. Og midt i det hele markeringen af Polarcirklen. Toget sagter ned, kører langsomt forbi mens det tuder højt så alle véd at vi nu er over linjen.
Der er faktisk en lille station - eller måske snarere et trinbræt - straks efter Polarcirklen. Toget stopper, og passagerer stiger af. Hvor de bor her oppe i det yderste ingenting kan man jo undre. Måske de har et sommerhus - eller også skal de ud at fiske i det klare, rene vand.
Så begynder nedstigningen til endestationen - Bodø. I strålende sol og 2-cifrede varmegrader. Vi stiger af, og begiver os ind mod centrum, hvor også havnen ligger. Nyder det dejlige vejr. Finder en hyggelig restaurant og får et godt måltid mad og noget at drikke til, inden vi går ned til havnen der er fyldt med liv, skibe, lystsejlere og glade mennesker der nyder sommeren. - Det er umuligt at ikke blive betaget. Af lyset, den klare himmel. Det klare vand. Varmen. Og selvfølgelig bjergene med sne på toppen.
Efter nogle timer, stiger vi ombord på Nordlandsbanen igen for tilbageturen til Trondheim. Vi har bestilt sovekupé, men ingen af os planlægger at gå til køjs før vi er forbi Saltfjellet og Polarcirklen, og har set og oplevet midnatsolen. I særdeleshed fordi vejret er helt klart og aftenen uden en sky på himlen.




søndag den 19. juli 2015

Følg drømmen

Lige siden jeg så programmet 'Nordlandsbanen minutt for minutt' for 3 år siden, har oplevelsen været min drøm. Og da man som bekendt skal følge sine drømme, hvad kan så være en bedre start på sommerferien, end at netop opfylde drømmen. Da startpunktet for Nordlandsbanen er Trondheim, må jeg først med et andet tog hjemmefra op til det smukke Åre. Ved vintertid et meget populært skisportsted i Jämtland. Ved sommertid et herligt sted for vandrere og andre med hang til storslået natur. Jeg tilbringer nogle timer i den lille by, inden jeg stiger på toget mod Storlien, bytter til et nyt tog som via Duved tager mig over den norske grænse og videre ud til den fantastiske perle, Trondheim. Her skal Chris og jeg tilbringe natten i luksuriøse omgivelser, inden vi tidligt tirsdag morgen går ombord på Nordlandsbanens tog nordud - over Mo-i-Rana og Saltfjellet - til Bodø.


Sommer - ikke så meget sol - men en hel del sne på toppen


Bevæbnede med et kilo slik, 10 croissanter, kaffe og vand, er vi klar til en vidunderlig tur op gennem det smukke Norge


Ikke helt let at fotografere gennem vinduet fra et tog i fart. Men alt eftersom vi bevæger os længere og længere opad, sagter toget ned i fart, mens det vingler sig afsted ad snoede spor.

søndag den 31. maj 2015

Lyd og billede

Havde som tidligere skrevet store problemer med at få lyd i computeren i går. Efter en times hårdt arbejde og haglende sved, lykkedes jeg endelig løse mysteriet. I morges ville jeg høre transistor radio: Samme problem. Brugte ikke 5 sekunder yderligere på at irritere mig selv. Det må række at det øser ned på min fridag. Heldigvis er netradio opfundet! Tunede altså ind på en af de danske netradioer. -  Lyder i og for sig som noget der spiller i bunden af et badekar, men skidt da pyt da med det! Musikken er fra min(e) ungdom yngre dage, hvor alting unægteligt var så meget bedre end nu. Synger altså med i vilden sky, fordi jeg stadig kan alle tekster og melodier udenad. 80-erne og 90-erne var musikmæssigt en herlig tid. Modsat i dag. - Er helt ude af stand til at begribe hvad der har ophøjet Avicii til Jesus med Volvo som hans discipel. Har forresten slet ingen anelse om hvem Avicii er. Eneste grund til at jeg lige nævner Avicii er fordi jeg er en tro fan af Fredrik Backman's blog, hvor der for et par dage siden netop var et indlæg om just Avicii - med navnet forkert stavet. Ville ikke have gættet at det var forkert stavet, ej heller at Avicii er hovedattraktionen i den seneste Volvo reklame. Who cares by the way! Og hvem vil forresten eje en Avicii bil. - Hvor klager man over en Avicii bil når lortet ikke starter? Ringer man til Avicii's agent? Hans publicist? Ham selv eller hvad!?! Just saying.
Er blevet opdateret og har fået en masse fine billeder fra brylluppet i går. Har fået bekræftet min mistanke om at Xena er en festabe til den bitre ende. - Interessant fremtids perspektiv venter forude.

 
 
- Og så den klassiske dagen efter hvor man bare chiller foran tossekassen

Fik nu til formiddag endelig lov mulighed for til at fotografere de små killinger. Troede egentlig der var 3, men finder bare 2. 1 helt hvid efter faderen og 1 grå efter modern. DIVINE!


lørdag den 30. maj 2015

Ugen der gak

Overvejer om jeg skal bestille tid ved frisøren for en gennemgribende klipning i anledning af sommerens komme (jeg lever stadig i håbet). Er på landet mens Emily og Søren er til bryllup. De små killinger har fået øjne og klatrer rundt. De er så søde. Lidt svært at komme til at fotografere dem, for de gemmer sig hos deres mor. Ude vælter regnen ned, mens jeg hygger mig med Matador for ca. 30. gang. Elsker den serie. Tog mig forresten en kvart eftermiddag at få lyden til at fungere. Sindrigt system der ABSOLUT ikke er til at forstå sig på!
I ugen der forsvandt har jeg oplevet at være en hel uge for tidlig til en fest. Det positive er at jeg så kan glæde mig en gang til i den kommende uge.